Broccolipizza

Broccolipizza

Nu skal I lave en skøn broccolipizza, og I kan godt glæde jer. Der er ikke sparet på osten her, så smagen er helt i top !

Jeg har lige lagt et billede af pizzaen på snapchat, så bliver det spændende at se om Bo kommer hjem sulten eller om han har spist på vejen hjem 😉 Det der med en grøn og vitaminrig pizzabund er vist ikke lige ham. Det har dog vist sig, mange gange, at han må kaste håndklædet i ringen og overgive sig til den gode smag.

Den smager faktisk godt, og den er sprød i kanten. Den er ikke sprød hele vejen ind til midten, men fast nok til at jeg kunne holde den med en hånd, og sidde og google imens jeg spiste. Det da ret godt gået uden mel ! Og ja, jeg sidder ved computeren i dag imens jeg spiser fordi jeg er helt alene hjemme og jeg har så mange ting jeg gerne vil have uddybet, så jeg googler mig til svar. Jeg er ellers ikke fan af at se tv eller bruge pc/tablet/mobil imens vi spiser, men tja, sådan er det bare nogen gange.

Nu får du opskriften ;

Du skal bruge : (til 2 personer)

En mellem stort broccolihoved

2 æg

40 gr. fintrevet parmesan

40 gr. revet mozarella (gerne hjemmerevet)

1 spsk. oregano

1 spsk. basilikum

Tomatpuré 50-60 gr.

Pynt efter eget valg. Jeg brugte pepperoni og skinke, samt mere ost 😉 Du kan selv vælge om du vil have den som en vegetar udgave, eller om der skal kød på. Jeg er sikker på den smager godt lige meget hvad du vælger.

Du gør sådan her :

Riv din broccoli i foodprocessor eller på den fine side af rivehjernet. Jeg forestiller mig at du også kan bruge en minihakker, det bliver bare over flere omgange 😉 Broccolien skal ligne ris når du er færdig.

Hæld kogende vand over din fintrevet broccoli, og lad det dampe af.

Tænd ovnen på 200*

Find et rent viskestykke og hæld din broccoli ind på midten af viskestykket.

Vrid nu alt hvad du kan så vandet kommer ud af broccolien.

Hæld din tørre broccoli klump op en i skål

Tilsæt æg, og begge slags ost.  Rør det godt sammen.

Tilsæt oregano og basilikum.

Rør det hele godt sammen og find din bageplade frem og læg bagepapir på.

Læg broccoli klumpen i midten og læg endnu et stykke bagepapir ovenpå.

Fordel nu klumpen på bagepapiret. Jeg brugte først hænderne, og til sidst en spiseske. Form din broccolipizza bund som du foretrækker den. Vælg din favorit tykkelse. Den skal ikke være alt for tyk, så bliver den svampet (medmindre det er hvad du kan lide, selvfølgelig)

Ind i ovnen i 12 minutter. Jeg vendte min da halvdelen af tiden var gået, men det er ikke sikkert at det er nødvendigt i din ovn.

Lad din broccolipizza dampe lidt af inden du lægger et lag tomatpuré ovenpå.

Tilsæt nu dit fyld og slut evt. af med osten.

Tilbage i ovnen med hele herligheden i 10 minutter.

Lad din broccolipizza stå 5 minutter inden du skærer i den.

Vildt lækkert. Den bliver en klassiker herhjemme <3

Velbekomme

IMG_4963

IMG_4968

 

IMG_4969 Den her pizza kommer med på vores ugeplan når vi går i gang med low carb livsstilen. Den er lige blevet min favoritpizza. Nammenam kan vist ikke gentages for tit her 🙂

Søde tanker kan sendes her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *