Chokobanankage og lidt om ukontrollerbare forandringer i livet

Chokobanankage

Jeg har bagt en chokobanankage som I også skal have opskriften på. Jeg synes det smager godt, det er fudgy i midten og kan holdes mellem to fingre. Helt uden mel, og æg ! Den er bedst efter nogen timer i køleskabet, måske allerbedst hvis den får lov til at overnatte i dit køleskab 😉

Du skal bruge :

2 bananer

100 gr./3dl. sesammel

4 spsk. usødet kakaopulver

1½ tsk. bagepulver

½ tsk. salt

1 tsk. vaniljepulver

150 gr. kokossukker

2 spsk. vand

1 dl. flydende kokosolie

1 tsk. hindbæreddike (eller æbleeddike)

Du gør sådan her :

Bland de tørre dele sammen i en skål og rør dem sammen.

Tænd din ovn på 200*

I en anden skål moser du de to bananer og tilsætter vaniljepulver, smeltet kokosolie, hindbæreddike og vand. Rør det godt sammen.

Hæld nu de tørre dele over i skålen med banan. Rør godt rundt indtil det hele hænger sammen og har en klistret konsistens.

Hæld dejen i en rugbrødsform, jeg bruger en af silikone, så jeg havde ikke brug for bagepapir som jeg ellers vil anbefale til dig der bruger en almindelig form.

Ind i ovnen i 45 minutter. “stik” dig frem efter 30-35 minutter. Den vil fortsætte med at føles våd, men skal ikke være helt rå.

Lad kagen køle af på køkkenbordet, og sæt den herefter i køleskabet.

Bon appetit.

IMG_5463


Ukontrollerbare forandringer i livet

Åhh altså. Nogen gange er livet bare alt for meget. En kæmpestor mundfuld som slet ikke kan sluges.

Når sygdom rammer dem som står tæt på os. Når sygdommen er uhelbredelig, det er bare så hårdt.

Cancer rammer vidt og bredt, og fanger med sine grimme arme, magteløse mennesker.  Det er en hård besked at få at vide, at der ikke er noget at gøre, at man forsøger at bremse udviklingen. Hvad betyder det ? Hvorfor..

Det er ikke til at sætte sig ind i alle de tanker som rammer den syge, jeg kan kun forestille mig de tanker og bekymringer som rammer. Jeg kan kun støtte og være der. Er det nok ?

Ønsket om at kunne hjælpe er stort, men man står så magteløs tilbage.. Hvorfor ?

Jamen hvis jeg nu spiser broccoli resten af livet ? Hvis jeg lover at løbe 3 km. hver morgen inden morgenmaden ? Jeg vil gøre alt for at få lov til at blive lidt længere.

Det er hårdt for den syge, men det er også hård kost for de pårørende. Mange tanker vælter rundt, og jeg føler mig sårbar og meget dødelig. Når jeg får sådan en besked, om en af mine kære, så lukker alt ned indeni mig. Jeg befinder mig i en osteklokke og kan nærmest ikke finde ud igen. Jeg går straks i gang med førstehjælps tanker og hvad jeg kan stille op. Men der er ikke noget jeg kan gøre, får jeg at vide, men jeg VIL beholde hende ! Hvordan ?  Hun er stærk, og helt speciel ,denne skønne dame. Hun har sejret før, og hvis nogen kan snyde lægerne, så bliver det hende !

Livet skal leves og det skal nydes, hver dag. Vi skal ikke leve for weekenderne, vi skal leve for hver dag. Vi skal fylde vores kedelige onsdag med mennesker vi holder af og elsker. Vi skal fylde vores hverdag med mennesker som gør os glade og får os til at grine. Sortér de mennesker fra som gør dig tung om brystet og er negative. Omgiv dig med glæde og kærlighed. Livet skal leves.

IMG_5392

Det allerskønneste lille pigebarn, er mit barnebarn. Kærlighed !

 

 

 

Søde tanker kan sendes her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 tanker

  • SVAR

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

  • SVAR

    ❤️❤️❤️ Søde svimse, vi tænker på dig og dem