Total tjekket toast

Glutenfri toast
Total tjekket toast, glutenfri og uden tilsat sukker.

I går aftes sad jeg og fik helt vildt lyst til toast. Jeg tænkte på hvordan jeg tidligere har lavet den, og hvilken version jeg synes der kommer nogenlunde tæt på. Mit valg faldt på denne som er lavet på hytteost. Jeg havde alle ingredienser i skabet, så det var bare om at gå i gang.

Jeg har en svaghed for timian og rosmarin, så det var også disse to, jeg krydrede dejen med. Du kan vælge at undlade krydderier, og bruge pandekagerne til alt mulig andet. Men her får du min version.

Ideen har jeg fundet hos Madbanditten i hendes bog “madglad”, som er en rigtig fin bog, der stadig er lav på kulhydrater, men langt mere liberal. Jeg har fundet mange gode opskrifter i den bog, og især min yngste søn, har nydt godt af de gode madpakkeløsninger der er i bogen.

Total tjekket toast

Du skal bruge:( til 6-8 stk.)

  • 200 gr. hytteost
  • 4 æg
  • 1 spsk. fiberhusk
  • lidt salt
  • 1-2 tsk. rosmarin
  • 1 tsk. timian
  • Smør eller kokosolie til at stege i

Du gør sådan her:

  • Hæld hytteost og æg i et blenderglas og blend godt sammen
  • Tilsæt fiberhusk og salt, og blend igen.
  • Tilsæt krydderier og rør det godt sammen
  • Varm stegepanden op og smelt smør/kokosolie
  • Fordel klatter af dejen i den størrelse du ønsker
  • Vend dem når de er lidt brune i kanten
  • Fortsæt til du ikke har mere dej

Pandekagerne kan fryses, du skal blot huske at komme mellemlægspapir imellem. Jeg synes de er ideelle til toast! Jeg kommer dem i toastmaskinen med hamburgerryg og ost, plus en tsk. basilikum pesto. Dét smager godt!

Har du nydt varmen i dag, torsdag ? Vejrudsigten lover ikke det bedste vejr de kommende dage, så vi må nyde de dage vi får.

Du finder flere opskrifter på pandekager her :

http://familiefristelser.dk/?s=pandekager

Rigtig dejlig dag til dig.

Krammer fra Linda

Andre skønne indlæg i denne stil

Søde tanker kan sendes her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *