Hjem LCHF Port de Sóller

Port de Sóller

af Linda
Port de Sóller

Min første dag på Mallorca er gået godt. Jeg bor i byen Port de Sóller på et skønt hotel ved navn Esplendido. Her er alt hvad hjertet begærer, hotellet har alt hvad man måtte ønske sig, og udsigten fra mit værelse er fantastisk.

Mit værelse ligger ud til havet, og lyden af havets brusen er så beroligende og søvndyssende at min puls er faldet helt ned, og jeg har sovet som en baby i nat. Jeg kan ellers godt have svært ved at sove når min mand ikke ligger ved min side, men det gik fint i nat.

Dag 1.

Jeg vågnede tidligt, som jeg plejer, og lagde en plan for dagen. Jeg startede med lidt styrketræning i hotellets udmærket fitnesscenter, og så spiste jeg morgenmad. Da jeg var færdig klædte jeg mig på til at gå en tur på havnepromenaden. Det var skønt at gå og lytte til bølgerne og nyde den smukke udsigt. Solen tittede frem og gav løfter om en smuk dag.

På min hjemtur så jeg ‘the old train’ som vist på dansk bliver kaldt en sporvogn, og synes den så charmerende ud. Jeg henvendte mig til chaufføren og spurgte hvor de kørte hen og jeg fik at vide de kørte til nabobyen Sóller. Jeg hoppede glad ind og tog med på et lille eventyr.

Vi kørte forbi en mark med citrontræer hvor citronerne var store og gule og lige klar til at plukke. Jeg var overrasket over at se så mange og at de var modne, jeg ved ikke om det er fordi vi er i november måned, men jeg troede det var en sommerting. Det er vist meget godt jeg ikke kalder mig gartner.

Byen Sóller var charmerende. Lille og hyggelig med en hel masse små cafeér. Ja, det virkede som om de lå side om side og kæmpede om kunderne. Jeg stødte også på en masse af deres ‘tobak’ forretninger, som tilsyneladende går ganske fint her på Mallorca. Jeg rendte også ind i nogen tøjbutikker, og sørme om ikke jeg kom ud med en ny lækker cardigan.

Spa og udendørspool

Jeg hoppede på sporvognen igen og tog hjemad. Da jeg nåede hotellet skiftede jeg til badetøj og en slåbrok og gik ned i det überlækre spaområde. Her hyggede jeg mig i en halv times tid hvorefter jeg gik til den opvarmede udendørs pool og svømmede et par baner. Det føltes rigtig fint og ikke spor koldt.

Spaområdet på hotel Esplendido

Efter et brusebad, og lidt lytten til min lydbog, gik jeg igen en tur. Jeg fandt et supermarked og købte vand, og lidt pølse og ost. Det er nemlig sådan at vi ikke skal spise sammen igen før klokken 13 i morgen. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan vente så lang tid med at spise. Jeg kan snildt gå 7 timer imellem mine måltider, men at vågne omkring klokken 5.00 og vente til klokken 13 er jeg ikke sikker på jeg kan. Jeg kunne måske hvis jeg havde min ‘yndlingskaffe’ eller en bulletproof kaffe, eller endda noget kokosolie eller mct olie, men jeg har ingenting.

Middagen

Klokken 19 mødtes vi alle til middag. Der var buffet, og alt var low carb (selvfølgelig). Jeg synes at det var rart at kunne fylde min tallerken med alle de ting jeg bedst kan lide uden at skulle tænke på at nogen måske ville skæve til mit valg og rynke på næsen. Her er vi alle i ‘samme båd’ med en fælles interesse for mad og livsstil. På mit bord sad vi fire. En canadisk læge ved navn Evelyn som skal undervise som den første i morgen, samt en ung amerikansk læge ved navn Kristin som først for nylig har stiftet bekendtskab med denne livsstil, og en tredje og meget snaksaglig amerikansk kvinde som er ‘keto coach’.

Vi (nok mest dem) fik en interessant samtale om de ændringer vores livsstil har medført, og hvordan det har påvirket vores liv. Der blev snakket hurtigt, ja nærmest som et haglgevær, og det var super nemt af forstå dem, men jeg havde brug for mere tid til at veje mine ord, og finde de rigtige ord, og formulere mig som jeg ville gøre på dansk. Det irriterede mig fordi jeg synes det fik mig til at fremstå ubegavet. Men de var søde, og ventede gerne, det var bare mig som blev irriteret på mig selv.

Tak for i dag

Efter et par timer var jeg mør og gik op i seng. Jeg ser frem til Evelyns foredrag som kommer til at handle om madafhængighed. Hun er en yderst sympatisk læge, klog og empatisk. Hun står også for den første workshop, så jeg vil helt klart tilmelde mig den. Her skal hun skal tale om vægttabsplateau. Det synes jeg er interessant og det vil jeg gerne lære mere om.

Godnat fra Mallorca.

Knus fra Linda

0 Søde tanker skrives her
0

Du vil måske også synes om dette

Skriv dine tanker

UA-78511755-1