Hjem Hverdagen April 2021

April 2021

af Linda
Kyllingebund med laks

April 2021- tiden flyver og jeg forsøger at følge med. Jeg oplever det som om at jeg lige er gået ud af døren på mit arbejde på Rådhuspladsen i august 2019. Blink-blink og så er vi i april 2021 og mit luksusliv med mine skønne børnebørn kører virkelig på sidste vers. 3 uger har vi tilbage. Det er ikke til at forstå, men det har været en pragtfuld og meget værdifuld tid.

Vægttabsforløb

Ved siden af pasningen af de to smukke prinsesser kører det derud af med vægttabsforløb, både de private og dem på hold. Det er dejligt at så mange har interesse for keto og en ændring i deres livsstil.

Jeg ved at mange finder keto med et ønske om vægttab, og det forstår jeg godt, for det virker. Men jeg vil også sige, at alle de andre gevinster er langt større (på den lange bane) og dem får de også øjnene op for ret tidligt i forløbet. Det er især mætheden, nattesøvnen og roen i kroppen (som følge af det stabile blodsukker) jeg hører omtalt ret tidligt i livsstilsændringen.

Lige nu, i skrivende stund, er vi midt i uge 3 på mit online hold ‘Snuden i sporet’. Det er en skøn gruppe og de er motiveret og aktive i gruppen, det er jeg glad for. Holdet skal køre i 6 uger, hvor jeg de sidste 2 uger trækker jeg mig lidt i baggrunden men står til rådighed ved tvivlsspørgsmål.

Livsstil

April 2021 og jeg nærmer mig 9 år med low carb livsstilen. Jeg tror snart jeg har prøvet det hele, og meget er ændret i min kost siden begyndelsen. For 9 år siden var jeg ikke klar over hvor vigtigt det er med salt i overgangsperioden, jeg vidste heller ikke at jeg trives så godt på protein og nærmest kan leve udelukkende af det. Jeg var godt klar over at mange grøntsager gav mig ondt i maven men ikke at det skyldtes de mange fibre. Jeg spiser stadigvæk salat og grøntsager, men slet ikke så mange som jeg gjorde i starten. Det bekymrer mig ikke. Jeg har det langt bedre, er helt sluppet af med kvalmen og de kolik smerter jeg oplevede i forbindelse med mine måltider.

Jeg har nemt ved at holde mig til principperne, jeg falder aldrig i. Jeg kunne ikke drømme om at drikke en sodavand, eller spise en kage eller et brød bagt på mel. Det frister mig ikke det mindste. Jeg kan til gengæld godt have et mindre overforbrug af mørk chokolade 86% og flæskesvær. Det kommer langsomt snigende, og inden jeg ser mig om har jeg spist en hel plade + en pose flæskesvær. Det får mig altid til at undre mig, for hvorfor lander jeg pludselig der? Som regel viser det sig at jeg ikke har fået tilstrækkeligt med protein til mine 2 sidste måltider, og at jeg mangler salt. Og så er det bare op på hesten igen, tage et saltshot, og huske min magnesium til aften. (Trangen til chokolade skyldes ofte at du mangler magnesium)

Jeg kan ikke forestille mig en anden måde at leve på. Jeg ved heller ikke hvad der skulle få mig til at ændre retning. Ja, det skulle da lige være at min mave begynder at opføre sig tosset igen, for den lytter jeg altid til. Men indtil videre er den godt tilfreds med mig😊 især efter at jeg er holdt op med at spise æg😅 Nu fungere maven upåklageligt, hver dag!

Kyllingbund / kyllingbrød

Den super simple kyllingbund hitter på Instagram. Det glæder mig meget at så mange har lyst til at prøve den selvom det lyder som noget skørt noget. Men den er bare så super simpel og nem, og er virkelig blevet et must i mit køkken. Jeg bruger den til alt; pizza, sandwich, panini, toast og som underlag i stedet for rugbrød. Såre simpelt, og du kan også sagtens lave den uden æg, den binder helt fint alligevel. Du kan variere smagen med forskellige krydderier og krydderurter så du får lige den du bedst kan lide. Mums.

Knus fra mig💕

0 Søde tanker skrives her
0

Du vil måske også synes om dette

Skriv dine tanker

UA-78511755-1