Indlægget indeholder reklame.
I går faldt jeg i vandet. Big time ! Jeg så et billede af noget der mest mindede mig om de lækre ferrero roche, og fik lyst til at lave dem. Jeg kunne læse at de var fyldt med Nutella, og det er bestemt en svaghed fra “gamle dage” så jeg besluttede mig for at synde. Regnen piskede ned udenfor, det var fredag og den 1 juli. Vi burde være udenfor og nyde en lang dejlig sommeraften, men sådan skulle det ikke være. Så jeg “trøstede” os med sukkerfyldte fristelser, Nutellabomber. Normalvis afholder jeg mig fra sukker fordi jeg synes det giver mig lyst til endnu mere sukker, samt den der fornemmelse af hele tiden at mangle et eller andet. Kender du det ? Jeg render rundt og åbne mine køkkenskabe og køleskabet flere gange i timen helt uden at vide hvad det er jeg har lyst til, men kan bare mærke, at jeg skal have et eller andet. Til sidst er det helt ligegyldigt hvad jeg propper i munden, og så spiser jeg det første og bedste. Det var en befrielse den dag jeg besluttede mig for at holde mig fra sukker, jeg får ikke længere sukkerfald og kan gå forbi alle fristelserne i supermarked uden at få lyst til at fylde min indkøbskurv med det. Gudskelov for den dag jeg sagde farvel til sukker og goddag til fedt. Best day ever.
Nu får I opskriften på disse alt for lækre Nutellabomber 😉
Du skal bruge :
120 gr. Philadelphia (neutral smøreost)
200 gr. mørk kogechokolade
300 gr. Nutella (næsten et helt glas…)
120 gr. fint hakkede hasselnødder
Du gør sådan :
Smelt din Philadelphia i en kasserolle
Din mørke chokolade skal hakkes helt fint og hældes i en skål
Når Philadelphia er blevet lun hælder du den hen over chokoladen og rører godt rundt.
Når Philadelphia og chokolade er rørt sammen så tilsætter du halvdelen af nutellaen. Når det har blandet sig godt sammen tilsætter du det sidste Nutella, rører det sammen til en fast masse og sætter det i køleskabet i 2 timer.
Tag nu hasselnødderne og hæld dem på en stegepande og varm op under dem på middelvarme, de må ikke brænde på. Denne proces er bare for at løsne skallen omkring hasselnødden. Når de er blevet vendt og trillet rundt på panden i 10-15 minutter tager du dem af og ruller i et rent viskestykke. Nu kan du se at skallen løsner sig og dit viskestykke bliver fyldt med små skaller. Det gør ikke noget at de ikke kommer helt af for det ser pænt ud med lidt forskellig farve.
Hak dem helt fint, evt. i en minihakker, sæt dem til side i en dyb tallerken.
Når de to timer er gået tager du skålen ud af køleskabet og finder en teske frem. Rul nu dine sukkerfyldte fristelser ganske små, lav flere på en gange og læg dem op i skålen med finthakket hasselnødder. Gentag processen til du ikke har mere chokolade tilbage i skålen. Jeg kan anbefale dig at lave dem meget små, man kan næsten ikke rumme dem når de bliver for store. Dette blev rent faktisk nævnt af min meget sukkerglade mand, så det tager jeg for gode varer 🙂
Jeg spiste to stykker (af de store) og jeg nød dem rigtig meget. Jeg spiste langsomt og havde ikke spor dårlig samvittighed 😉 Jeg får mega hjertebanken af sukker, men hold nu K… hvor smager de bare godt !
I dag har jeg lagt hårdt ud med godt med fedt og æg, mest for at jeg ikke skal sukkerdykke i løbet af dagen, for det er det værste ved sukker.

God fornøjelse. De er vanedannende, så er du advaret !
Jeg har startet min morgen med to stykker af denne omelet. Der er pikant ost, fløde og revet ost på 😀 ha ha så burde jeg være sikker på ikke at sukkerdykke i dag og i øvrigt være mæt de næste fem timer.
Dejlig lørdag til jer alle


