Din indre kritiker er en vi alle sammen bærer rundt på. Du kender den godt, den kan indimellem være en barsk fætter at være i selskab med.
Den hvisker og nogen gange råber den af mig. Den forsøger at få mig til at blive der hvor jeg er. Den gør det egentlig i aller bedste mening, den forsøger at passe på mig og beskytte mig.
Sidste gang stemmen råbte af mig, var da jeg opsagde mit job i øjenklinikken. Hold da op nogen højlydte skænderier jeg havde med stemmen/egoet. Jeg valgte at dykke et spadestik dybere for at se hvad det handlede om. For mit hjerte havde talt, jeg vidste, at tiden med mit barnebarn/børnebørn er langt vigtigere end noget andet, men hvorfor råbte han så af mig?
Hugo, mit brølende ego
Ja, han hedder Hugo, ham der brøler af mig. Jeg ser ham som en brysk, firskåren mand med fuldskæg, og sort halvlangt hår. Han er ikke særlig høj, men meget bred. Nogen gange råber han så højt af mig at jeg får vind i håret. Hugo er egentlig god nok, men han bliver frygtelig vred når jeg laver om på tingene. Han ønsker at alt skal være som det plejer, trygt og godt. Hugo bryder sig ikke om udvikling.
Lille Linda, mit bekymrende ego
Lille Linda er stemmen der blidt, bekymret, usikkert, og indimellem grædende fortæller mig at jeg skal passe på. Lille Linda synes ikke at der er nogen grund til at ændre på noget der fungerer. Hun forsøger med blid stemme, og ved at ae mig over håret, at fastholde mig hvor jeg er. Hun fortæller mig at jeg ikke er god nok til det jeg er i færd med, at folk ikke vil synes om det, at ingen kan lide mig. Hun er en lille djævel, fordi hun gør det blidt og udspekuleret. Hun er super god til at vise sig på de tidspunkter hvor jeg er mest sårbar.
Hugo og lille Linda, what to do?
Da jeg sidste forår valgte, at se nærmere på hvad det var der forgik i mit hoved, med alle de diskussioner, blev jeg overrasket over de tanker der florede. Jeg læste om det, og mediterede. Det var her jeg blev gjort opmærksom på, at det kunne være smart at give stemmerne navne, og ansigter.
Jeg lærte at skrue ned for deres stemmer, og bede dem forlade rummet når de blev for insisterede. Hugo er blevet langt mere stille nu. Det hjalp da jeg meget bestemt sagde til ham, at hvis ikke han kunne tale pænt, og i et ordentligt toneleje, måtte han gå ud af rummet. Det fik ham til at være stille, og hver gang han nu begynder at hæve stemmen, hæver jeg øjenbrynene og peger mod døren. Jeg forsikrer Hugo om at jeg har styr på det, og at han kan være helt rolig.
Lille Linda er lidt mere tricky, jeg tror det er fordi hun er så stille, og virker ufarlig. Jeg ser hende tit for sent, og kan mærke, at hun allerede har sat sine spor i mine tanker. Det er meget frustrerende. Jeg forsøger virkelig at være obs på hende, og de gange de lykkes, taler jeg bestemt, men sødt, til hende og siger at hun ikke skal være bange, for jeg har styr på det, og det hele skal nok gå rigtig fint.
Hvis du har lyst til at kigge nærmere på din indre kritiker, kan jeg anbefale de guidede meditationer som de har på Insight timer. (jeg er ikke sponseret, dette er blot en anbefaling)
Hvis du vil læser mere om mig og mine tanker om livet kan du gøre det her om fokus på familieværdier, men også her om drømme og prioriteter.
