Så er vi hjemme igen😊 Vi ankom lørdag aften 18.30 efter en laaang køretur, men trafikken gled let og ubesværet, hvilket forkorter køreturen en del. Vi kørte fra Østrig 05.00, så vi kom hjem (incl. færge) på 13,5 timer. Wupti, det er hurtigt, og nej det var ikke mig der kørte😅
Vi havde bestilte tid til PCR podning søndag morgen 08.00, men jeg var utålmodig og ville have lavet en kviktest også. Desværre var alle steder lukket da vi kom hjem og jeg måtte vente til søndag morgen 10.00. Vi tog begge test samme dag, i omvendt rækkefølge, og begge viste PÅVIST.
Jeg vidste godt inden testen, at den ville vise positiv, jeg fik nemlig symptomer i slutningen af ferien, forkølet og skidt tilpas. Og nej, jeg blev ikke smittet på vores ferie. Alt tyder på at vi var smittet allerede inden afrejse.
Østrig og restriktioner
Bo og jeg var herregode til at passe på os selv i Østrig, og restriktionerne gjorde det let for os. Vi stod yderst sjældent i kø til en lift, og når vi gjorde var det med god afstand. De få gange vi havde andre med i kabinelift / stolelift, sad de flere sæder fra os, og det var altid med åbent vindue, og mundbind naturligvis.
Som jeg skrev i forrige indlæg, blev vores coronapas luftet hyppigt da det skulle fremvises de fleste steder, og man skulle registrere sig med en QR kode på sin telefon de steder man fik noget at drikke eller spise. Vi var på bar en enkelt gang (på Bos fødselsdag) men det foregik under ordnede forhold med god afstand, betjening ved bordet, og ikke nogen omgang med andre mennesker. Vi sad tillige ved døren så der var god udluftning.
Udover den ene gang med ‘afterski’, var vi kun på restaurant og spise, og det var altid med virkelig god afstand. Jeg havde det godt med de steder vi valgte at spise, eller… bortset fra et sted. Jeg synes de havde lukket for mange mennesker ind, og jeg var irriteret og udtrykte det overfor Bo. Ikke fordi vi sad for tæt på nogle, men bare at der i det hele taget var mange mennesker. Bo er altid mere chill end mig, men jeg bed mærke i at det var anderledes end de andre steder vi havde været. Vi kom ikke tilbage dertil.
Hoste og snot
Da vi kørte hjemmefra fredag morgen den 7 januar, begyndte Bo at hoste. Jeg skævede til ham, og vi grinte af at der skal så lidt til før man tænker Corona🦠😅
Lørdag morgen blev Bo lidt forkølet og havde lidt kradsen i halsen, og forkølelsen tog til i styrke over de næste dage. Han nøs, snottede og hostede meget. Jeg var lidt halv-irriteret på ham, mest pga hosten. Det var især når han hostede i ‘offentligt rum’ at jeg blev irriteret, for tænk nu hvis folk ville tro at han var smittet med Corona?
Temperaturen i Østrig skiftede mellem minus 11 til plus 5, så en forkølelse var ikke fremmed for os i de omgivelser. Vi skiftevis frøs og svedte.
Forkølelsen fortsatte, men Bo havde ingen problemer med det og fortsatte glad med at stå på ski fra liften åbnede 8.30 til den lukkede 16.00.
Da det blev onsdag gik jeg tidligere hjem end Bo. Jeg følte mig træt og udmattet. Det endte med at jeg gik i seng klokken 19.00 og sov til 07.00 næste dag. At forsøge at følge med på ski i Bos tempo er hårdt for en gammel dame som mig😅
Smittet på arbejdspladsen
Det viser sig at Bo formentlig, med største sandsynelighed, allerede var smittet inden vi kørte afsted.
Vi fik taget en PCR test onsdag, og kørte fredag morgen. Men Bo var på job både onsdag og torsdag den uge, med tre kollegaer som sidenhen har vist sig at være smittet. De har alle tre været sygemeldt samme uge som vi har været afsted på ski. Brandærgerligt, for nu er det os der har taget virus med til Østrig og det har man jo heller ikke lyst til. Heldigvis har vi været usædvanlig gode til at holde os på afstand af andre, og været gode til at nyde vores eget selskab.
Torsdag begyndte jeg at få kriller i halsen, jeg følte mig lidt mat med hovedpine og utilpashed. Ikke noget særligt, og hverken Bo eller jeg havde behov for smertestillende. Vi stod på ski som de andre dage selvom mine ben var ved at være godt trætte. Om fredagen kunne jeg godt mærke at det ville blive en kort dag på ski for mig. Jeg følte mig slap og utilpas. Jeg gik hjem klokken 14.00 og lagde mig til at sove indtil Bo kom hjem 16.15.
Postiv🦠
Så her ligger jeg, mandag morgen den 17 januar, godt vingeskudt🤧Det er min datters fødselsdag, og jeg havde glædet mig til at se hende og fejre hende. Jeg savner selvfølgelig også de to små piger og trænger til at kysse og kramme dem, men det må altså vente lidt endnu.
Jeg havde glædet mig til at komme hjem og i gang med mine gode hverdagsrutiner. Jeg skulle have været i fitness og styrketræne allerede i går, og selvfølglig på arbejde i dag. Jeg har allerede haft ferie i 3 uger, jeg har bestemt ikke brug for mere tid hjemme. Jeg trænger til at komme på arbejde, jeg savner mit arbejde. Men nu er jeg nødt til at vente til jeg har haft 48 timer uden symptomer, og det har jeg desværre ikke endnu.
