Har du smagt tunfrikadeller ? Har du prøvet at lave nogen selv ?
Jeg kan huske at min mor lavede dem da jeg var i teenageårene. Jeg har siden forsøgt at genskabe dem, men uden held. Jeg har givet det et forsøg igen i dag, og det er gået godt ! De er lavet på dåsetun, og er en forholdsvis billig ret at lave. Jeg fik 15 stk. ud af min portion, og vi var 4 personer. Der var 4 stk. tilbage da vi var færdige. Du kan jo halvere opskriften eller modsat så den passer til dig.
Du skal bruge : (til 15 stk.)
4 dåser tun
1½ citron (saften heraf)
3 røde chili uden kerner (hvis du kan lide lidt stærk smag så lad kernerne sidde i en eller to chilier)
4 spsk. mayonaise
4 Forårsløg (jeg brugte kun den grønne del)
1 Rødløg, skåret i tern og vendt på panden.
2 æg
Salt og peber, efter smag
Valgfrit om du vil bruge mel, jeg brugte mandelmel i den ene halvdel men synes godt om begge versioner
2 spsk. Mel (se ovenstående)
Du gør sådan her:
Pil dit løg, skær det i tern og vend det i kokosolie på panden i 5-10 minutter, lad dem køle af.
Vask og skær dine chilipeber fjern kernerne og skær dem i små tern
Vask dine forårsløg og skær dem i små tern (jeg brugte kun den grønne del)
Find en mellemstørrelse skål frem og fyld din mayonnaise heri. Tilsæt saften fra citronerne.
Find en anden skål til din tun og rør godt rundt så tunen slipper og fordeler sig.
Tilsæt æg
Hæld tun ned i skålen til mayonaisen
Fyld chili, løg, og forårsløg i din tunfars.
Smag til med salt og peber.
Nu skal du vælge om du vil bruge mel eller ej. Jeg vælger det fra, men du kan godt tilsætte to spsk. mel. Du skal vide at de sagtens kan hænge sammen alligevel. Vi kunne nærmest ikke smage forskel, så fremover vil jeg fravælge det.
Steg dine tunfrikadeller i smør eller kokosolie på panden. Lav dem over to portioner så der er plads på panden til at du kan vende dem. De skal stege på middel varme, og lad dem være indtil de er godt stegte og nemmere at vende. Sørg for at bruge en pande med “slip let funktion”
Du vil måske tro at tunfrikadeller er stærke pga. de tre chilier, men jeg synes overhovedet ikke jeg kunne smage de var stærke. Måske skal jeg forsøge mig med en stærkere chili næste gang.
Velbekomme 🙂

